Bevægelse hver dag fremmer energi og glæde og styrker dine muskler 
af træningsvejleder Lene Jensen

Hvis du dyrker regelmæssig motion, får du mere overskud, bliver i bedre humør, får øget velvære og får fornemmelsen af, at kroppen fungerer, som den skal. Ca. 1.000 af vores 30.000 gener aktiveres ved motion. Så det er ikke så underligt, at du hurtigt kan føle en forskel. Disse kemiske processer er baggrunden for en sund og velfungerende krop.

Kroppen er beregnet til at blive brugt, og bevægelse styrker dit hjerte, lunger, muskler, sener, led og knogler og dermed din fysiske form.

Men hvorfor er motion så godt for vores sundhed?

Muskler producerer hormoner og er meget aktive som hormonproducerende kirtler. Hormonerne sætter en lang række reaktioner i gang i kroppen, og hele kroppens kemi påvirkes, når du dyrker motion. Blodtrykket falder, iltoptagelsen stiger, og du bliver bedre til at udnytte ilt, fordi du danner flere små blodkar.

Energistationerne i musklerne (mitokondrierne) udvikles, så hver celle bliver bedre til at forbrænde fedt, optage ilt og lagre sukkerstoffer. Musklernes evne til at udnytte fedtet forbedres, så udholdenheden stiger. En utrænet muskel har svært ved at bruge fedt, og en trænet muskel kan indeholde dobbelt så meget sukkerstof (kulhydrat) som en utrænet. Den bruger sukkeret langsommere. Derfor forbedres insulinfølsomheden, så risikoen for type 2-diabetes nedsættes.

Hjertemusklen bliver større og stærkere, så den kan sende mere blod ud i kroppen pr. hjerteslag. Det gode kolesterol, HDL, stiger, de små blodpladers evne til at klumpe sig sammen bliver mindre, hvilket minimerer risikoen for blodpropper. De dårlige fedtstoffer i blodet, triglyceriderne, mindskes, så risikoen for en blodprop reduceres.

Faktisk vil en løbetur halvere indholdet af triglycerider i blodet i op til 48 timer. Hippocampus i hjernen vokser, hvilket bl.a. påvirker hukommelse, intelligens og indlæring, og appetitreguleringen kommer til at fungere bedre, hvorfor det  er nemmere at holde normalvægten.

Motions positive effekt mærkes ikke kun fysisk, men også mentalt, og det er ikke bare den gode samvittighed og tilfredsheden med sig selv, der spiller humøret og energiniveauet et puds. Ligesom du kan blive mat og ugidelig af at lave ingenting, fordi kroppen skruer ned for processerne, så bliver du vakt og mere energisk, når du dyrker motion.

Men hvorfor påvirker motion dig mentalt?

Endorfin er et såkaldt transmitterstof, som frigives fra både hjernen og rygmarven, når du dyrker motion, og endorfiner hjælper populært sagt hjernen med at udskille positive stoffer til positiv tænkning og godt humør. Samtidig virker endorfiner som en form for smertestillere. Stoffet findes altid i kroppen, men motion får koncentrationen til at stige – jo mere motion desto flere endorfiner. Faktisk er endorfiner tre gange mere effektive end morfin og udløser en følelse af velvære. Kroppen fremstiller så at sige sin egen ”velværemedicin” – gratis og helt uden bivirkninger.

Er du anspændt, nervøs og stresset, kan motion virke dæmpende, og humør og velvære kan afbalanceres og forbedres gennem motion. Undersøgelser viser også, at motion er meget effektiv til at bekæmpe milde depressioner. Nu er der altså både mentale og fysiologiske argumenter for at afvise sofaen og få gang i kroppen. Så selv om du er nok så mørbanket efter en lang arbejdsdag, vil motion give dig fornyet energi. Har du et stillesiddende arbejde i indeklima, vil udendørs motion være at fortrække. Du har nemlig brug for frisk luft og sollys for dit helbreds og velbefindendes skyld og for vitalitet og lykke.

Alt dette gælder, uanset om du dyrker motion med høj eller lav puls. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du skal være fysisk aktiv minimum 30 minutter om dagen, men det behøver ikke være 30 minutter i træk. Den fysiske aktivitet må gerne være delt op i perioder af minimum 10 minutters varighed. Alle former for motion, hvor du bliver forpustet, således at du ikke er I stand til at samtale, tæller med. De positive effekter af motion stiger, hvis du bevæger dig i mere end 30 minutter og med større intensitet.

Motion forsinker dit biologiske ur

At motion har positive effekt både fysisk og mentalt, ved vi nu, men de færreste ved, at visse livsstilsfaktorer er med til enten at sænke eller accelerere aldringsprocessen. 

Bevægelse og motion styrker skelettet og øger knogletætheden, og led og ledbånd holder sig stærkere og mere elastiske. Det betyder i det lange løb, at risikoen for knoglebrud, knogleskørhed og led skader mindskes betydeligt. Motion styrker ligeledes dine muskler, og din muskelmasse har betydning for, hvor godt dit stofskifte fungerer.

Det vil sige, at en mindre mængde muskelmasse betyder, at kroppen forbrænder færre kalorier. Så hvis du fortsætter med at spise samme mængde mad, omdannes mere mad til fedt på kroppen. Muskelmassen er desuden en afgørende indikator for, hvor gammel din krop er rent biologisk, og hvor hurtigt du ældes.

Det er aldrig for sent at gå i gang med at dyrke motion. Så skulle du have passeret de 50 år, er der stadigvæk meget at vinde på denne konto. Det er svært at bryde med indgroede vaner, så tilegn dig allerede i de tidlige leveår nogle sunde kost- og motionsvaner. Det betaler sig på lang sigt.